5 skarpe til Ann-Helene Kappel Nilsson

H+ARKITEKTER har samarbejdet med Steni om nybyggeriet af den farverige Høng Skole. Arkitekt Ann-Helene Kappel Nilsson fra H+ARKITEKTER fortæller her om virksomhedens vision og tilgang til de kreative arbejdsopgaver.

Hvad er jeres vision?
- Vi vil lave arkitektur, som folk har det godt i. Et byggeri skal berige omgivelserne, og det skal gøre det på en sådan måde, at det også gør det, når vi ikke er her længere. Hos H+ARKITEKTER insisterer vi altid på at skabe projekterne sammen med vores kunder, og projekterne skal passe ind i omgivelserne.
Det kan være en skole som Høng, hvor det helt rigtige var at lave en meget farverig skole.

Hvilke typer af opgaver har I specialiseret jer i?
- Vi laver forskellige typer opgaver inden for den klassiske arkitektdisciplin og har en størrelse og erfaring, der gør, at vi spænder vidt. For tiden arbejder vi bl.a. på boligprojekter på Frederiksberg og ved Nørrebro. Vi er også i gang med en ny skole for HF & VUC på Vestegnen og står desuden i spidsen for en lang række ombygninger i sundheds- og undervisningssektoren. Desuden har vi store byggeledelsesopgaver for bl.a. Mærsk Bygningen og Nyt Herlev Hospital.

Hvordan sikrer I, at æstetik går hånd i hånd med bæredygtigt byggeri?
- Det gør vi bl.a. ved at vælge robuste materialer, der patinerer smukt. Og så lægger vi vægt på godt gammeldags arkitektarbejde, hvor vi sikrer, at former og farver spiller sammen i de rette proportioner og tager hensyn til omgivelserne. Derudover skal der være så lidt vedligehold som muligt, og løsningerne skal gerne være gennemprøvede.

 Nævn nogle byggerier i Danmark, som du beundrer?
- Jamers Plads og byggerierne omkring. Realdanias hovedkvarter er smukt og er et af de tidligste eksempler på et kontorhus i nordisk modernisme. Lige i nærheden er Vestersøhus, som beriger området.
Spillet i facaden mellem altanerne, karnapperne og den murede flade er god, ligesom byggeriet står med en fantastisk ro. Vester Farimagsgade 41 eller Ørstedhus er også flotte byggerier og er gode eksempler på tredivernes modernistiske arkitektur.                                                                                                      

Hvordan ønsker I som arkitektvirksomhed at påvirke fremtidens byggebranche?
- Vi vil blive ved med at lave rigtig god arkitektur, lave kvalitetsbyggeri og højne kvaliteten af det byggede. Kvalitet for os er mange ting: Tilgængelighed og gedigne, holdbare samt solide materialer og byggerier, der kan rumme flere generationer. Det kan være ved at skabe fleksible rammer, så en bygning kan ændres efter behov, generationer eller brugergrupper. Man skal have noget at arbejde med og ikke bare et goldt rum, man kan flytte nogle vægge rundt inden i.